Software

FAQ - Ofte stillede spørgsmål

1. Hvad er homøopati ? Homøopati er den gren af lægevidenskaben der baserer sig på similia- eller lighedsprincippet: "Similia Similibus Curentur". Ordet homøopati stammer fra det græske homoios = lignende, og pathos = lidelse.

2. Hvad indebærer lighedsprincippet ?
Et lægemiddel der hos friske raske mennesker fremkalder symptomer, er i stand til at lindre eller helbrede syge for lignende symptomer.

3. Hvem har opdaget og klarlagt lighedsprincippet ?
Christian Friedrich Samuel Hahnemann (født 10.04.1755 i Meissen i Tyskland, død 02.07.1843 i Paris). Hahnemann opdagede lighedsprincippet i 1790 ved hans egenforsøg med Kinabark (China officinalis), hvor han genoplevede alle sine gamle malariasymptomer, hver gang han indtog en dosis Kinabark. Denne oplevelse fik ham til at spekulere over om man måske så netop kunne kurere malariasyge mennesker med samme stof. Forsøg med syge mennesker bekræftede ham i 1790 i hans teori, idet de syge virkelig blev helbredt. 1790 kaldes derfor homøopatiens fødselsår.
Lighedsprincippet offentliggjordes af Hahnemann 1796 i professor Wilhelm Hufelands berømte "Journal der praktischen Arzneikunde und Wundarzneikunst" under rubrikken "Forsøg med et nyt princip for at finde lægemiddelsubstansernes lægende kræfter".
Hahnemann foretog herefter regelmæssigt prøvninger på raske mennesker, for der igennem at få kendskab til lægemidlernes virkninger. Det derved fremkomne materiale blev grundlaget for den homøopatiske lægemiddellære, hvor igennem lighedsprincippet kunne komme til praktisk anvendelse.

4. Var princippet i den homøopatiske behandlingsmetode kendt før Hahnemann?
Det er nævnt i den jødiske bibel og er perifert blevet nævnt af Hippokrates og Paracelsus, der dog aldrig fuldførte deres iagttagelser. Det blev Hahnemanns forskning, der bragte klarhed i sammenhængen og han har derfor æren af lighedsprincippets opdagelse.

5. Hvilke er de vigtigste af Hahnemanns homøopatiske værker ?
Den første og vigtigste er "Lægekunstens værktøj" (Organon der Heilkunst), derefter kommer "Ren lægemiddellære" (Reine Arzneimittellehre), og "De kroniske sygdomme" (Die Chronischen Krankheiten).

6. Hvilke er homøopatiens hoved-grundsætninger ?
1) Prøvning af lægemiddelvirkningerne på raske mennesker.
2) Lighed mellem de symptomer, der optræder ved disse prøvninger og de symptomer klienten har.
3) Indtagelse af lægemidlet i så lille en dosis, at skadelige bivirkninger ikke kan opstå.

7. Hvad menes med placebo ?
Placebo kommer af latin og betyder "jeg vil behage". Betegnelsen anvendes om et ikke medicinsk virkende stof.
"Placeboeffekt ses ofte efter den homøopatiske konsultation. Homøopaten benævner det "placeboeffekt", når klientens reaktioner ikke stemmer overens med det ordinerede homøopatiske lægemiddel, uanset om reaktionen skyldes påvirkningen fra samtalen eller indtagelse af et homøopatisk lægemiddel, der retrospektivt set, ikke passede på klienten.
Homøopaten ved af erfaring, at denne "placeboeffekt" sjældent holder ret længe og kun undtagelsesvis virker kurativt. Det ville derfor være tidsspilde at vente på, at der skulle komme en helbredelse ud af den. Omvendt giver den konkrete "placeboeffekt" nogle oplysninger om klienten, der kan være værdifulde for at finde et homøopatisk lægemiddel, der passer bedre på klienten.

8. Hvad mener homøopaten med symptomernes totalitet ?
Alle patientens symptomer fysisk, emotionelt og mentalt, såvel subjektive som objektive. Disse symptomer er et spejlbillede af den indre sygelige tilstand. Det er den kvalitative totalitet af samtlige disse symptomer, der skal matche lægemidlets virkningssæt hos raske mennesker, for at helbredet kan reetableres.

9. Er alle symptomer af lige stor betydning ?
Nej, det syge menneskes særligt fremtrædende, usædvanlige, ejendommelige og karakteristiske symptomer bør først og fremmest være i overensstemmelse med og ligne lægemidlets symptomer. De øvrige symptomer fortjener mindre opmærksomhed, da de forekommer ved næsten alle sygdomme og hos alle lægemidler.

10. Hvordan lærer vi de homøopatiske lægemidlernes virkning at kende ?
Gennem prøvning på raske mennesker, ved iagttagelse af forgiftninger og ved kliniske erfaringer.

11. Hvad indebærer en lægemiddelprøvning ?
En prøvning indebærer, at raske mennesker gentagne gange indtager et stof i overdose, indtil der fremkommer symptomer. Disse symptomer nedskrives og registreres og udgør rygraden i den homøopatiske Materia Medica, lægemiddellære.

12. Hvilken værdi har forgiftningslæren i forhold til lægemiddelprøvninger ?
Lægemiddelprøvningerne er uerstattelige og betydeligt vigtigere end kendskabet til forgiftningssymptomerne. Lægemiddelprøvningerne giver os de finere nuancer i lægemidlernes virkninger, hvor imod forgiftningerne kun giver de grove. Som regel forhindrer giftens hurtige og evt. dødelige virkning, udviklingen af yderligere symptomer, der ville have været af stor betydning for lægemiddelvalget.

13. Hvad menes med et homøopatisk lægemiddels patogenese ?
Et lægemiddels symptomer, som de er kendt fra prøvninger og forgiftninger.

14. Hvad er en førsteforværring og hvilken betydning har den ?
En kortvarig opblussen af patientens sygdomssymptomer efter en homøopatisk ordination. Erfaringen viser at denne oftest efterfølges af en blivende bedring både fysisk, emotionelt og mentalt.
Førsteforværring er udtryk for en alopatisk Primærvirkning af en for stor dosis og forsvinder normalt hurtigt uden varig effekt. Hvis midlet skal gentages, skal dosis først nedjusteres. Forudsat det givne middel ikke blot passer på symptomerne, men også på deres årsag, vil den efterfølges af en Sekundærreaktion og det er denne Sekundærreaktion der sætter helbredelsesprocessen i gang.

15. Hvad er en homøopatisk Materia Medica ?
En lægemiddellære, der indeholder det samlede materiale fra prøvninger, iagttagne forgiftninger og kliniske erfaringer.

16. Hvad er et homøopatisk lægemiddel ?
Selv om begrebet "homøopatisk lægemiddel" anvendes, er begrebet i sig selv meningsløst og en selvmodsigelse. Et lægemiddel kan ordineres i hht. de homøopatiske principper, men kan ikke være homøopatisk i sig selv. At lægemidlet er potenseret, gør det ikke homøopatisk. Hahnemann arbejdede i begyndelsen udelukkende med urtinkturer og fysiologiske doser, som han med stor succes ordinerede efter similia-princippet, altså homøopatisk. Efter den homøopatiske definition er ethvert stof eller påvirkning, der kan fremkalde en reaktion i en levende organisme, et potentielt lægemiddel, der kan ordineres homøopatisk, hvis der laves en lægemiddelprøvning på det.
Dansk lovgivning definerer ("Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr.632 af 5. juli 1994") homøopatiske lægemidler som "lægemidler fremstillet af produkter, stoffer eller blandinger (homøopatiske stammer) efter en homøopatisk fremstillingsmetode som beskrevet i Den Europæiske Farmakopé, eller en anden farmakopé, der har officiel status i et EU-land eller et andet land omfattet af EØS-aftalen". Det er dermed i dansk lovgivning fremstillingsmetoden, der afgør, om et præparat er homøopatisk. I homøopatisk terminologi er ovennævnte lægemidler i bedste fald potenserede og kan og bliver ordineret både homøopatisk og allopatisk. For at holde begrebsforvirringen på et minimum, er her anvendt lovgivningens betegnelse "homøopatisk lægemiddel" for et potenseret lægemiddel.

17. Fra hvilke stoffer kommer de i homøopatien anvendte lægemidler?
Fra alle naturrigerne: mineral-, plante- og dyreriget.

18. Hvad er isopati, og hvad adskiller den fra homøopati ?
Ved isopatisk behandling gives det samme mod det samme, sygdomsproduktet gives imod sygdommen, altså en total lighedsterapi. Fx. Tuberculinum imod tuberkulose. Syphilinum imod syfilis. Hydrophobinum mod rabies. Pertussinum imod kighoste osv.
Homøopatien tager afstand herfra og giver i princippet et lignende, men fra sygdomsproduktet forskelligt stof. Som fx ved eksemplet ovenfor, hvor Hahnemann opdager at Kinabark kan kurere malaria, idet indtagelse af Kinabark frembringer lignende symptomer som dem man får ved malaria. Altså et helt andet stof, men med lignende virkning.

19. Hvad er en nosode ?
Et lægemiddel, der er fremstillet på basis af et sygdomsprodukt.

20. Kan isopatiske præparater anvendes som homøopatiske lægemidler?
Når disse præparater er blevet prøvet på raske mennesker på samme måde som alle andre stoffer prøves inden for homøopatien, kan de anvendes i den homøopatiske sygdomsbehandling.

21. Hvornår og af hvem blev isopatien på ny fremlagt ?
År 1823 af Dr. Lux og den homøopatiske læge Constantin Hering. De lærte, at de toksiner, som dannes i en syg organisme kan, efter homøopatisk potensering, helbrede samme sygdom som de kom fra.
Et halvt århundrede senere genfremlagdes denne lære af Louis Pasteur og Robert Koch.

22. Hvad er kurativ behandling ?
Kurativ behandling indebærer behandling, der bevirker en varig helbredelse.

23. Hvad er palliativ behandling ?
Palliativ behandling indebærer behandling med umiddelbar bedring som formål, hvilket sker uden hensyn til et varigt resultat. Ved palliativ behandling er der tale om antipatiske midler, dvs. midler der virker i modsat retning af sygdommen. Den palliative behandling skal om muligt undgås. Efter en sådan behandling følger ofte en forværring af hele sygdomstilstanden.

24. Hvad er profylaktisk behandling ?
Profylaktisk behandling indebærer al behandling, der har til formål at hindre eller forebygge sygdommes opståen. I denne forstand er enhver klassisk homøopatisk behandling profylaktisk.

25. Hvad er empirisk viden ?
Empirisk viden er kundskaber udvundet ved erfaring. Den er altså grundlagt på gjorte iagttagelser og ikke tillempet visse principper eller videnskabelig bevisførelse.

26. Hvordan stiller homøopatien sig til kirurgi ?
Der findes mange tilfælde, der er så fremskredet at et kirurgisk indgreb er nødvendigt, men homøopatien gør ofte kirurgiske indgreb unødvendige.

27. Hvad mener man homøopatisk med en polykrest ?
Et lægemiddel, hvis virkningsområde er meget bredt og som ofte virker på samtlige kroppens organer.

28. Hvad menes homøopatisk med et lægemiddels selektive egenskaber ?
Den særlige affinitet, der er mellem visse lægemidler og visse kropsdele eller organer. Fx. Podo. har vist sig at have særlig affinitet til leveren, Canth. har særlig affinitet til urinvejsorganerne, Stry. til rygmarven, Tell. til trommehinden og Sec. til livmoderen osv.

29. Hvad sagde Hahnemann om de kroniske sygdomme ?
Til grund for alle kroniske sygdomme ligger tre forskellige såkaldte miasmer: Psora, Lyse og Trofi. En miasme kan forekomme alene i en organisme eller sammen to eller tre. I følge Hahnemann karakteriseres miasmerne af bestemte symptomgrupper som stemmer overens med visse lægemidlers symptombilleder. En miasme karakteriseres som en skadelig tilstedeværelse af arvelige eller nedarvede sygdomsanlæg.

30. Hvad er en miasme ?
Efter Hahnemanns opfattelse, er en miasme en gennem generationer nedarvet prædisposition til sygdom.

31. Hvad er psora ?
Efter Hahnemanns opfattelse er psora den miasme, der manifesterer sig ved forstyrrelser som følge af en mangeltilstand. Den fremtræder fx. ved skab, fnat og visse andre hudlidelser. Karakteristisk her er funktionelle forstyrrelser og symptomer der udtrykker lidelse uden egentlig reaktion på lidelsen.
Det kunne fx. være periodisk optrædende symptomer i huden, især hvis de er lokaliseret på de store bøje-led som håndled, albueled og knæled med kløe og revner. Langvarige og uregelmæssige akutte sygdomsforløb, stor muskelsvaghed, anlæg for reumatisme og fobier.

32. Findes der nogen praktisk erfaring der styrker Psora-teorien ?
Det er et faktum at en hurtigt forsvindende hudsygdom - enten spontant eller ved ydre undertrykkende behandling - ofte får alvorlige indre følger, som forårsages af at sygdommen er gået fra de ydre dele til indre vigtigere organer, fx. astma. En slags metastase dannes, sygdommens lokalitet eller placering er flyttet dybere.

33. Hvad er Lyse ?
Lyse betyder at opløse og er en nyere betegnelse for den miasme Hahnemann kaldte for den Syphilitiske miasme, fordi han så dens oprindelse i en nedarvet prædisposition fra en undertrykt syfilis. Karakteristisk her er organiske destruktive vævsforandringer og reaktioner, der udtrykker flugt, destruktion og patologisk manglende kontrol.

34. Hvad er Trofi ?
Trofi betyder vækst og er en nyere betegnelse for den miasme Hahnemann kaldte for Sycosis eller den Gonotoksiske miasme, fordi han så dens oprindelse i en nedarvet prædisposition fra en undertrykt Gonorré. Karakteristisk her er organiske vævsforandringer og reaktioner, der udtrykker patologisk vækst (fx. Vorter, polypper, cancer), overreaktioner og patologisk kontrol.

35. Hvorfra stammer kendskabet til tilberedningen af de homøopatiske lægemidler, kaldet potensering ?
Fra Hahnemann's skrifter, især "Organon" og "Reine Arzneimittellehre", som udgør grundlaget for alle senere afhandlinger om dette emne.

36. Hvad er en medicinsk vehikel ?
Det er medicinsk indifferente stoffer, der anvendes ved lægemidlernes tilberedning og som tjener som bærere af de terapeutiske kræfter.

37. Hvilken vehikel anvendes der i de homøopatiske lægemidler ?
En af følgende: Alkohol, vand, injektionsvæske, rørsukker eller mælkesukker.

38. Gælder der andre kriterier for homøopatisk farmaci ?
De homøopatiske lægemidler må tilberedes i fuld overensstemmelse med fremstillingen af de præparater, der blev anvendt ved prøvningen på raske mennesker. Ændringer i fremstillingen bevirker afvigelser i virkningerne og dermed i ordinationsgrundlaget.

39. Har de homøopatiske lægemidler en udløbsdato?
Homøopatiske lægemidler skal have en udløbsdato stående på glasset iflg. et EU-lovkrav, med bakteriologisk begrundelse lige som fødevarer, da de ikke vil citeres for eller udtale sig om homøopatiske midler overhovedet kunne have en virkning, der evt. kunne udløbe.
Hvad virkning angår, er der ingen udløbsdato efter min og andres erfaring (kun i lovgivningen). Dem af Lutze’s og Hahnemann’s egne midler som man fandt, bl.a. under gulvet i hans havehus i Köthen, (hvor der senest var hønsehus) virker fremragende, selv om de har ligget i papirsposer i over 200 år i al slags vejr. Det samme gælder andre af de bevarede midler fra den tid som flere farmacier i dag blot potenserer videre på, (med ny udløbsdato naturligvis).

40. Hvilke lægemiddelformer anvendes i homøopatien ?

Essenser, som fremstilles af friske planter eller dele heraf. Meget saftrige planter eller dele af dem presses og saften blandes med alkohol. Mindre saftholdige planter sønderdeles og opblødes i alkohol.
Tinkturer, som fremstilles af tørrede planter eller dele heraf.
De to ovennævnte præparater kaldes urtinkturer, Ø.
Solutioner eller opløsninger som fremstilles af stoffer der er opløselige i vand eller alkohol.
Trituration eller findeling af stoffer, der ikke er opløselige i vand eller alkohol, fremstilles gennem en minutiøs blanding og sønderdeling i en morter med mælkesukker i fastlagte proportioner.
Dilutioner eller flydende potenser. Af visse triturationer fremstilles et flydende præparat.
Globuli eller pille-potenser er piller fremstillet af sukker, der vædes med dillutionen og derefter tørres.
Tabletter, der fremstilles af triturationer ved sammenpresning.
Injektionsvæske, fysiologisk saltvandsopløsning af præparatet.

41. Hvad forstås ved C-potens eller CH-potens, som der står på homøopatiske lægemidler? C står for Centesimal og CH står for Centesimal-Hahnemann, en betegnelse der især anvendes i Frankrig for C-potens fremstillet efter Hahnemann's metode. Tallet efter C eller CH, angiver i hvor mange trin stoffet er potenseret efter centesimal-skalaen.

Hahnemann foreskrev, at potenseringen skulle ske efter centesimal-skalaen ifølge hvilken:
C-1 er 1. potens og indeholder l/100 af originalstoffet
C-2 er 2. potens og indeholder 1/10.000 af originalstoffet
C-3 er 3. potens og indeholder 1/1.000.000 af originalstoffet, osv.

42.Hvad forstås ved D-potens eller X-potens, som der står på homøopatiske lægemidler? D står for decimal og X er romertallet for ti, en betegnelse, der især anvendes i England for D-potens. Tallet efter D eller X, angiver i hvor mange trin stoffet er potenseret efter decimal-skalaen.

Den tysk-amerikanske læge Constantin Hering indførte decimal-skalaen ifølge hvilken:
D-1 er 1. potens og indeholder 1/10 af originalstoffet
D-2 er 2. potens og indeholder 1/100 af originalstoffet
D-3 er 3. potens og indeholder 1/1.000 af originalstoffet
D-4 er 4. potens og indeholder 1/10.000 af originalstoffet
D-5 er 5. potens og indeholder 1/100.000 af originalstoffet
D-6 er 6. potens og indeholder 1/1.000.000 af originalstoffet, osv.

43. Hvad er forskellen på potensering og fortynding ? Fortynding i de doser, som en klassisk homøopat anvender, ville naturligvis være virkningsløse, hvis de kun var fortyndede. Det vidste Hahnemann for 200 år siden og det ved vi i dag. Men det som Hahnemann opdagede og som vi nu har 200 års klinisk bekræftelse på var, at når fortyndingen blev tilført tilstrækkelig kinetisk energi i form af bankning eller trituration, så blev den ønskede virkning kraftigere og mere langvarig end før fortyndingen. Hvorfor dette sker har naturvidenskaben endnu ikke kunnet forklare, men da det er et reproducerbart faktum, benyttes denne viden i fremstillingen af homøopatiske lægemidler. Potensering er således en trinvis fortynding og bankning eller triturering.

Der er et vigtigt forbehold til ovennævnte erfaring med, "at når fortyndingen blev tilført tilstrækkelig kinetisk energi i form af bankning eller trituration, så blev den ønskede virkning kraftigere og mere langvarig end før fortyndingen." Forbeholdet er, at dette kun sker når det således potenserede præparat ordineres i overensstemmelse med ligheds- eller Similia-princippet, men da bliver virkningen også kraftigere og mere langvarig for hvert trin præparatet potenseres op. Dette sker derimod ikke, når det potenserede præparat ordineres allopatisk, fx. imod en bestemt diagnose uden individuel holistisk overensstemmelse med resten af klienten.

Allopatisk ordineret homøopatisk medicin er i bedste fald virkningsløs. Det kræver "symptomlighed" for at et potenseret lægemiddel kan virke og uden denne, er dosen i kraft af sin ekstreme fortynding alt for lille til fysiologisk virkning. Mange gode forskningsmidler er blevet spildt, fordi man har overset dette faktum!

44. Hvordan foregår konsultationen hos en klassisk homøopat ?
Konsultationen hos en klassisk homøopat er i højere grad end vi er vant til "Sandhedens time". Udelader man noget eller "Pynter" man på sandheden, giver man homøopaten et fejlagtigt arbejdsgrundlag, som blot vil gøre det sværere at finde det rette lægemiddel. Klientens egen motivation og deltagelse i processen er derfor af afgørende betydning for resultatet af behandlingen.
En Klassisk Homøopat er uddannet i og trænet til, at være behjælpelig med at finde ud af netop dette og frem for alt, har han lægemidlet til at afprøve om det er sandt. De oplysninger man giver den klassiske homøopat i konsultationen behandles fortroligt. En klassisk homøopat er underlagt alm. tavshedspligt. En klassisk homøopat bruger ikke modtagne oplysninger til at dømme eller bedømme - de anvendes udelukkende til at finde det rette lægemiddel.

Hvis det er det sande og hele billede den klassiske homøopat har fået, vil det tilsvarende homøopatiske lægemiddel igangsætte en helbredelsesproces, hvor menneskets underbevidsthed og immunforsvar vil begynde at helbrede i videst mulig udstrækning.

Hvis det ikke er et sandt eller helt billede den klassiske homøopat har fået, er dosen for lille til at påføre klienten noget. Dvs. der vil ikke være nogen reaktion på midlet.

Hvis der er noget om sagen, uden at det dog er helt korrekt, vil man reagere på påvirkningen. Reaktionen vil dog i dette tilfælde være klientens egen reaktion og dermed være en hjælp til at bringe homøopaten på sporet af, hvad det så egentlig drejer sig om. Men uden overensstemmelse mellem middel og menneske, kan helbredelse ikke ske.

For nogle kræves der således en proces af selverkendelse i samarbejde med homøopaten, før brikkerne falder på plads til det billede, hvis modsvarende homøopatiske lægemiddel kan gøre helbredelsesprocessen færdig. Denne proces af selverkendelse kan være en hjælp i sig selv, men er sjældent nok til at kurere kropslige- og dybere psykiske symptomer. Herved opnået bedring holder kun kort og først når dét homøopatiske lægemiddel gives, der passer på hele problemet, opnås en varig helbredelse.

Homøopaten ved fra sin Materia Medica og sin uddannelse, hvordan de forskellige symptomer hænger sammen hos forskellige mennesker, både fysisk, emotionelt og mentalt. Han kan derfor se hvad der passer sammen og hvad der ikke passer sammen hos den enkelte og derved i samarbejde med klienten, hurtigere finde den rette sammenhæng, end vedkommende selv ville kunne. Men vigtigst er, at homøopaten har midlet til at se om antagelsen var rigtig, for kun da indtræder en varig helbredelse.

45. Hvad koster behandlingen hos en Klassisk Homøopat ?
Den enkelte homøopat fastlægger selv sit honorar så priserne kan variere meget, men de følgende priser er mest typisk ved konstitutionel behandling hos en Klassisk Homøopat:

Første konsultation ca. 2 timer: kr. 1.000-2.000,-
Følgende konsultationer ca. 1 time: kr. 700-1.200,-
Medicinen er næsten altid inkluderet i prisen
Ved akut behandling betales normalt mindre, alt efter tidsforbrug.

46. Er der moms på behandlingen hos en Klassisk Homøopat ?
Ja, det er der ofte, idet behandlingen ikke er anerkendt af myndighederne. Men de veluddannede homøopater, som opfylder myndighedernes krav (til både den homøopatiske udd. og udd. i anatomi, fysiologi og patologi) har fået momsfritagelse. Det er derfor fornuftigt at spørge homøopaten først, idet personlig momsfritagelse indikerer, at homøopaten har en grundig uddannelse.

47. Findes der noget litteratur på dansk om klassisk homøopati ?

Vithoulkas G: Homøopati - fremtidens medicin: Similia 1990, ISBN 87-983653-0-4
Neesgaard, A.: Introduktion til Homøopati. Similia 2005, ISBN 87-983653-2-0
Neesgaard, P.: Dynamisk Materia Medica - Primær Psora og Miasmatisk dynamik. Software modul i RadarOpus
Neesgaard, P.: Mennesket, Miasmen og Modaliteten - et Homøopatisk Paradigme. Similia 2002, ISBN 87-983653-1-2
Neesgaard, P.: Homøopatisk Posologi - Homøopatisk dosering af lægemidler. Similia 2020, ISBN 87-983653-3-9
Egebjerg, H.: En undersøgelse af Klassisk Homøopati - Teorier, praksis og brugererfaringer. DSKH. 1999, ISBN 87-987279-0-7
Hahnemann, S: Organon - Helbredelseskunstens værktøj. Thanning og Appel 1990, ISBN 87-413-6311-6
Launsø, L. et al.: Lægemidler og Lægemiddelanvendelse, p.43-54. Akademisk Forlag 1997, ISBN 87-500-3508-8

48. Hvad med 'Avogadros konstant' og argumentet at homøopati ikke kan virke når der ikke er noget af det oprindelige stof tilbage i medicinen?
Avogadros konstant kaldes også Loschmidts tal (6,023x10²³ elementarpartikler pr. mol) og angiver den teoretiske grænse for molekylær fortynding. Den er helt op i vor tid fejlagtigt blevet brugt som argument for at homøopati ikke skulle kunne virke, selv om man derved afslører at man ikke ved hvad homøopati er og hverken har forstået pointen - eller fejlen i argumentet.

For det første er kriteriet for homøopati alene lighedsprincippet og ikke de potenserede lægemidler, selv om de er homøopatiens geniale opfindelse. Lighedsprincippet der også kaldes similia-princippet, er en alment gyldig naturlov der fungerer uafhængigt af om der anvendes potenserede eller fysiologiske doser. Henvisning til at man ikke forstår hvordan potensering skulle kunne virke, kan derfor ikke bruges som gyldigt argument mod homøopati.
For det andet er argumentet i sig selv fejlbehæftet. Argumentet fokuserer simpelthen på det forkerte, nemlig dét der helt bevidst fortyndes bort i processen, når Avogadros molekylære grænse overskrides, men ignorerer pointen, som er hvad dynaminiseringen gør ved vehiklen (fx vand, alkohol, mælkesukker, osv.). Ordet ”potensering” anvendes derfor forkert i et sådant argument, idet ordet indholdsmæssigt bruges til fejlagtigt kun at dække ”fortynding”, der kun udgør den ene halvdel af processen, den passive del. Hvis ”potensering” kun bestod i trinvis fortynding, var der ingen uenighed, det viser al erfaring, den erfaring det netop er lykkedes homøopatien at transcendere med succes.
For det tredje ignoreres derved selve pointen, den vigtigste del af potenseringen, den mekaniske påvirkning ved bankning eller trituration, formentlig fordi forståelsen af hvilken forskel det skulle gøre, endnu ikke er fundet. Klogt nok lukkede processens opdager, Hahnemann, ikke øjnene for det af den grund, men var åben for, at noget godt kunne være sandt selv om han endnu ikke forstod det, og lod derfor eksperimentet vise i praksis om det var en farbar vej. Derfor blev det Hahnemann der opdagede, at forskellen på blot en fortynding og så en trinvis mekanisk bearbejdning mellem hvert trin af fortyndingen, havde et enormt potentiale, hvis og kun hvis det blev anvendt i overensstemmelse med similia-princippet. Hvordan det kan være at noget så enkelt som denne mekaniske påvirkning (der fx kan bestå i simpel bankning eller trituration) kan gøre så stor en forskel, fandt han ikke ud af med datidens viden, og det finder man heller aldrig forklaringen på, selv med nutidens viden, før man åbner øjnene for de dokumenterede kendsgerninger og fejlen i dette argument.

Prisen herfor er en afsporet forskningsindsats, der sørgeligt nok indtil nu har været både irrelevant, værdiløs og spild af ressourcer. Langt de fleste forskningsmidler der er bevilget til forskning i ”homøopati”, er blevet spildt på forskning i om homøopatisk potenserede lægemidler har effekt ved ortodoks medicinsk brug. Altså til det som de netop via fortyndingen er udviklet til at undgå, når de ordineres homøopatisk. Dét bidrager derfor ikke til befolkningens sundhedstilstand, hverken via ny viden om homøopati eller om potenserede lægemidlers virkningsmekanisme. Hvis den aktive del af potenseringen skal testes for virkning, må der i stedet forskes i om homøopatisk potenserede lægemidler har effekt ved homøopatisk brug, altså når de ordineres efter similia-princippet. Men det foreligger der allerede 200 års dokumentation for at de har, senest fra Danmarks Farmaceutiske Højskole, 1999.

Det der derimod mangler at blive undersøgt, udforsket og givet en forklaring på, er hvad der helt præcist sker med den før så medicinsk inaktive vehikel, siden den ved potensering opnår nye egenskaber der klart er anvendelses-specifikke, dvs. har en dokumenteret effekt ved anvendelse efter similia-princippet, men blot en placebo-effekt ved anvendelse efter ortodoks medicinske principper.

Tænk blot hvilken velsignelse det kunne blive for menneskeheden, hvis blot ét menneske transcenderede skrivebordsfilosofien og i stedet brugte sine evner til at finde ud af virkningsmekanismen i pointen. Hvorfor en medicinsk indifferent vehikel reproducerbart, notorisk og tilsyneladende ubegrænset, overtager en bestemt andel af et andet stofs medicinske potentiale, selv efter sidste molekyle af pågældende stof må være helt elimineret ved fortynding ud over Avogadros konstant - blot ved mekanisk at påvirke de to stoffer med hinanden.

At kinetisk energi let kan omdannes til potentiel energi, er banal skolelærdom og sandsynliggør at potenseringen har et potentiale, at der ved potenseringens mekaniske bearbejdning opnås et eller andet potentiale, men det forklarer ikke den reproducerbare overførsel af nogle af det ”medicinsk potentielle stofs” egenskaber til det ”medicinsk indifferente stof”, hvilket må være tilfældet hvis det eneste stof der bliver tilbage! har fået nogle af det andet stofs egenskaber.

At der i høj grad opnås et potentiale, opdagede Hahnemann allerede for 200 år siden og det er lige siden blevet dokumenteret ved klinisk praksis over det meste af verden. At dette potentiale primært kan indfries ved anvendelse af similia-princippet, som homøopatien er baseret på og næppe ved anvendelse af det allopatiske princip, som ortodoks medicin er baseret på, er i overensstemmelse med det som processen blev udviklet til og derfor næppe overraskende, kun at det er sidstnævnte der forskes i. At det oprindeligt aktive stof svækkes i sine virkninger og bivirkninger i samme grad som det fortyndes overrasker ingen, hvorimod det overraskede selv Hahnemann at den før så medicinsk inaktive vehikel (der homøopatisk anvendes som placebo) i den grad overtager det aktive stofs evne til at fremkalde virkninger der er karakteristiske for det aktive stof, hos mennesker, men uden dets bivirkninger og vel at mærke kun gør det, når det mellem hvert fortyndingstrin bankes eller tritureres. Men det er vigtigt at bemærke, at vehiklen ikke bare får alle det aktive stofs fysiske og kemiske egenskaber, det behøver man ikke teste nul-hypoteser for at se.

To hundrede års erfaring har i praksis vist og dokumenteret, at vehiklen får dén egenskab at kunne ”afspejle” det aktive stof som den er potenseret på, over for levende organismer, uden bivirkningerne fra det aktive stofs fysiske og kemiske egenskaber. Uden det aktive stofs fysiske og kemiske egenskaber, har vehiklen ikke ”magt” til at påtvinge en organisme sin virkning, medmindre organismen har et svagt punkt og dermed en særlig modtagelighed netop der. Erfaringen bekræfter da også, at mennesker og dyr har en betinget refleks overfor en sådan potenseret vehikel. Betinget af om pågældende organisme selv har en forøget modtagelighed for det ”afspejlede stof” og forudsat det har tilstrækkelig livskraft dertil, vil det reagere på den påvirkning. Ellers er påvirkningen forholdsvis nem at afvise i forhold til, hvis det havde drejet sig om en fysiologisk dosis af stoffet. Dette forhold er praktisk og ønskværdigt ved behandling efter det homøopatiske paradigme, men gør det nærmest virkningsløst ved behandling efter det allopatiske, og dermed ortodokst medicinske paradigme, der netop er afhængig af stoffets evne til at gennemtvinge en bestemt effekt, så uafhængigt af individuel modtagelighed som muligt.

Om denne ”afspejlingseffekt”, eller dette stempel, som en indifferent vehikel notorisk får ved potenseringen, så er af fysisk, kemisk, energetisk, eller for den sags skyld metafysisk karakter, om den opnås ved frekvensmodulation eller fragmentering, véd vi ikke før relevant forskning evt. bringer det frem i lyset. Indtil da, må vi nøjes med at bygge videre på den pragmatiske viden som Hahnemann gav os i arv og indtil nu må den siges at have båret rigelig frugt.

Dog ville menneskeheden kunne høste endnu mere gavn af dette princip end den allerede gør, hvis vi kendte virkningsmekanismen. Det ville kunne gøre nogle ting mulige, der ikke er mulige i dag. Vi ville kunne optimere potenseringsprocessen til en bedre og mere hensigtsmæssig kvalitet. Vi kunne formentlig finde en metode til direkte eller indirekte måling af kvaliteten og graden af potensering. Det ville hjælpe til bedre kvalitetskontrol og afvisning af de stadigt hyppigere fup-præparater. Allerede i dag anvender mange farmacier maskiner til potenseringen udfra mere eller mindre fantasifulde hypoteser om hvad der kan lade sig gøre, og uden kendskab til virkningsmekanismen eller målemetoder, er vi henvist til praktisk erfaring fra ordination til syge mennesker, hvilket er uacceptabelt. Så rent bortset fra alle de andre endnu uopdagede anvendelsesmuligheder som enhver vellykket grundforskning åbner for, ville kendskab til potenseringens virkningsmekanisme således kunne give klarhed og gavne alle parter, der har visdom nok til at anvende den fornuftigt.